Anne Lea Landsted

Priste mænd og usynlige kvinder
CAVLING. Der eksisterer stadig en myte på redaktionerne om, at kvinder ikke kan lave undersøgende journalistik.

af ANNE LEA LANDSTED

De fleste medarbejdere i de såkaldte gravergrupper på de store aviser og i DR og TV 2 er eller var mænd rekrutteret blandt medarbejdere på redaktioner, hvor der ellers også er ansat mange kvinder.
Men redaktørerne kan af en eller anden grund ikke få øje på dem. Og det er synd. Der findes faktisk flere eksempler på fremragende undersøgende journalistik lavet af kvinder. Den er måske bare ikke så synlig, fordi den ofte bliver bragt i medier, der ikke læses, lyttes til eller ses af mænd.
Der er ikke så megen prestige i et fagblad, en provinsavis eller en lokal radio- og tv-station for slet ikke at tale om P1 og blog-journalistik.
I 2005 blev jeg interviewet af den hollandske journalist Dick van Eijk. Han var i gang med at skrive en bog om undersøgende journalistik i Europa. Han undrede sig også over de få kvinder i gravergrupperne.
Jeg var selv freelancer og så heldig at være tilknyttet redaktioner, der ikke tog hensyn til, om man var mand eller kvinde. I Radiodokumentargruppen, der nu er nedlagt, var vi lige mange mænd og kvinder, og på Sygeplejersken var den daværende chefredaktør bedøvende ligeglad med kønnet, bare der blev leveret ordentlig journalistik, men han var selvfølgelig også omgivet af kvinder.
Og det er ikke kun bløde emner, vi kvinder beskæftiger os med. Her er nogle eksempler.
Ulrikke Moustgaard afslørede i 2001 i Information sammen med sin mandlige makker, hvordan fredsbevarende danske soldater udnyttede kidnappede kvinder i Makedonien.
Jeg afslørede i 2002 i Sygeplejersken og P1, hvordan medicinalfirmaet Lundbeck A/S løj over for de srilankanske myndigheder for at få et af deres produkter registreret.
Senere i 2004 afslørede jeg i P1 og Jyllands-Posten, hvordan jeg fandt den forsvundne irakiske general, Nizar Al-Khazraji.
Jessica Skovmose afslørede i 2004 for TV2 Øst, hvordan rederiet J. Poulsen Shipping fra Korsør camouflerede våbentransporter, hvilket er ulovligt. Afsløringen bevirkede, at Danmark fik en lov, der siger, at danske redere ikke længere må transportere våben til lande omfattet af FN´s, EU´s eller OSCE´s våbenembargoer.
Maria Evald afslørede i 2006 for DR Bornholm, hvordan brystkræftpatienter fik fjernet deres bryst uden at vide, at brystet måske kunne være reddet.
Og Dorte Toft afslørede i 2008 Stein Bagger.
Ingen af ovennævnte historier var i spil til Cavling-prisen. Alle årene gik prisen til en eller flere unge mænd fra de store medier. Med undtagelse af 2003, hvor Charlotte Aagaard fra Information var blandt modtagerne for dækningen af Danmarks deltagelse i Irak-krigen - sammen med to mænd.
Kære kvinder, frem i lyset med jeres undersøgende journalistik. Ring til en kollega, og bed ham eller hende om at indstille dig til Cavlingprisen næste gang, hvis du har lavet god undersøgende journalistik. Det er sådan, mændene gør.

Journalisternes egen sandhed
Lad os fortælle sandheden - ikke som den ser ud i journalistens eget hoved, men som den folder sig ud i virkeligheden.

af ANNE LEA LANDSTED

ENSIDIGT. "Han er ikke i fare", tordnede Ekstra Bladet hen over forsiden for nogle uger siden. Det er løgn og latin, hævdede Information dagen efter under overskriften: "Ekstra Bladet kan ikke bevise noget som helst"

Den seneste tid har medierne beskæftiget sig intensivt med de afviste og udvisningstruede irakiske asylansøgere, der i en periode forskansede sig i Brorsons Kirke i København. Og spørgsmålet, som optog især Ekstra Bladet og Information var, om de er i fare eller ej, når de bliver sendt hjem. Et spørgsmål, som er næsten umuligt at besvare og vel egentlig også er irrelevant, da der er tale om mennesker, der for de flestes vedkommende har opholdt sig i Danmark i otte år, fordi det ikke har været muligt at rejse hjem, og derfor efterhånden er mere knyttede til Danmark end Irak. Men den pointe har ikke optaget medierne.

Desværre - for resultatet af det andet fokus er ukritisk og ensidig journalistik. Og et klassisk eksempel på, hvad der sker, når man som journalist på forhånd har lagt sig fast på en vinkel og vil gøre næsten hvad som helst for at få virkelig-
heden til at passe til vinklen.
Ekstra Bladet har besluttet, at de irakiske asylansøgere ikke er i fare for at rejse hjem, men tværtimod er nogle platugler - eller som avisen lader en kurdisk krigshelt sige: "De fleste asylsøgere er løgnere."

Og en af de helt store er ifølge Ekstra Bladet Mohamad fra Brorsons Kirke.
En journalist rejste derfor til Irak for at få dokumenteret sin påstand. Desværre havde han glemt sine kildekritiske briller i Danmark. Hans kilder er blandt andet en politiinspektør, en kommunaldirektør og en skoleinspektør, som ganske vist ikke kan huske Mohamad, men ikke tror, at nogen vil ham noget ondt.
Politiinspektøren og kommunaldirektøren er til gengæld ikke i tvivl.
"Den mand har intet at frygte."

Nu kunne man være fræk og vende spørgsmålet om og spørge journalisten: Hvad pokker havde du forestillet dig, de ville svare? Havde du forestillet dig, at en politiinspektør, som skal opretholde lov og orden, ville svare "ja, han er i overhængende fare"? Næppe. Det samme gælder kommunaldirektøren. Selvfølgelig vil han da sælge sin by som en god by.

Information har ikke været i Irak. Alligevel mener avisen at kunne bedømme Ekstra Bladets afsløring som "et enestående dilettantisk stykke journalistik", der på ingen måde fortæller nogen sandhed. Avisens kilde er lige så forudsigelig som politiinspektøren og kommunaldirektøren.

Claus Juul er juridisk konsulent i Amnesty International og ansat til at forsvare menneskerettigheder. Derfor mener han, ikke overraskende, at Ekstra Bladets journalistik er "usmagelig og umoralsk". Og så udtaler han sig i øvrigt om noget, han ikke har en pind forstand på, nemlig journalistik. Men det finder journalisten på Information tilsyneladende irrelevant, så længe Claus Juul bekræfter hans vinkel. Igen en gang ukritisk mikrofonholderjournalistik - bare med modsat fortegn. Endda begået af en journalist, der på lederplads løfter moralens pegefinger og minder os om, at det er "journalistikkens opgave at arbejde sig tættest muligt på sandheden".

Det sidste kan jeg bestemt ikke være uenig i. Derfor, kære kolleger, lad os fortælle sandheden - ikke som den ser ud i journalistens eget hoved, men som den folder sig ud i virkeligheden. Og tro mig. Virkeligheden overgår ofte langt fantasien.

Da medierne gik i selvsving
Den danske journaliststuderende, der tidligere på måneden blev anholdt i Iran, blev i nogle medier beskyldt for at være uansvarlig. Men det var de selvsamme medier, der var uansvarlige - og som handlede med langt mindre omtanke

Af ANNE LEA LANDSTED

Sent torsdag aften, den 5. november 2009, blev Henrik Fallesen kontaktet af Den Danske Ambassade i Tehe- ran. Hans makker Niels Krogsgård var dagen forinden forsvundet. Henrik Fallesen havde sidst haft kontakt med ham onsdag morgen.

De var journaliststuderende på Center for Journalistik på Syddansk Universitet og i Iran for at skrive deres afsluttende bachelorprojekt. De var rejst derned på et turistvisum som studerende ved SDU.

Inden afrejsen var de blevet grundigt briefet af deres vejleder om sikkerhed og etik, ligesom de havde søgt råd og vejledning hos flere førende Iran-eksperter.

Nu fortalte ambassaden, at de danske medier var begyndt at skrive om sagen. Bl.a. havde bt.dk et interview med Niels Krogsgårds søster, som kunne fortælle, at broderen var taget til Iran for at undersøge forhold, »der var strengt forbudt og tabubelagt for det iranske styre«, og at Niels altid har været en, »der elsker eventyr og farefulde færd«

Interviewet blev lagt på nettet torsdag aften kl. 22.23. Ambassaden mente, at hvis Niels Krogsgård var blevet tilbageholdt og arresteret, hvilket man frygtede, at han var, så var det kun et spørgsmål om tid, inden de iranske myndigheder ville begynde at lede efter Henrik Fallesen.

Henrik Fallesen, der følte, at de danske medier lige havde »leveret hans hoved på et sølvfad«, pakkede rygsækken og tog det første fly tilbage til Danmark. Han landede fredag morgen lidt før halv ti i lufthavnen i Kastrup og tog direkte til familien i Sønderjylland. Der var ingen journalister til at modtage ham i lufthavnen. De var optaget af noget helt andet.

Fredag morgen begyndte telefonen at ringe til mig som studieleder på Center for Journalistik på Syddansk Universitet, hvor Krogsgård og Fallesen er elever. Da dagen var omme, havde jeg 54 ubesvarede opkald og lige så mange telefonbeskeder.

Men det var ikke det værste. Det værste var at være vidne til en form for journalistik, der simpelthen ikke er den danske presse værdig.

Den 45-årige Karen Krogsgård - storesøster til Niels Krogsgård - blev torsdag aften ringet op af en journalist fra B.T., der fortalte, at hendes bror var forsvundet. For det første vidste hun ikke, at han var væk. For det andet var hun ikke klar over, at hendes udtalelser skulle bruges til en artikel.

Og journalisten gjorde intet for at hjælpe hende. Tværtimod. Ikke på noget tidspunkt gjorde han hende opmærksom på, at han var i gang med et interview. Hun troede, hun talte med en bekymret journalistkollega og ven til hendes bror.

Da hun dagen efter så artiklen i B.T., var citaterne revet ud af en sammenhæng, og det var ikke den bekymrede mandlige journalist, der stod i bylinen, men navnet på en kvinde, Karen Krogsgård aldrig havde talt med.

Da hun efterfølgende klagede til B.T. over behandlingen, fik hun følgende svar:

»Det er sådan, at når man har en journalist i røret, så er det, man siger, altid til citat,« lød journalistens forklaring.

Imens fortsatte afhøringerne af Niels Krogsgård i Teheran. Han var onsdag morgen taget alene til den amerikanske ambassade for at dække demonstrationen i forbindelse med 30-året for iranske studenters besættelse af ambassaden. Onsdag middag blev han anholdt.

I begyndelsen vidste iranerne ikke så meget om ham, men lørdag var de klar over, at han var ‘journalist’, og de kunne mange flere detaljer om ham.

Uenige eksperter Eksperter var der mange af, men de var ikke altid helt enige. »Den erfarne udenrigskorrespondent Jens Nauntofte« frarådede ifølge Ritzau journalister at rejse til Iran, medmindre »man har fået et journalistvisum«. Om Niels Krogsgård sagde han:

»Han kommer i problemer nu, hvis han bliver mistænkt for at være journalist på et turistvisum eller anklaget for at være det. Så kan han få en lang og ubehagelig fængselsdom for det.«

Han ville ifølge Ritzau ikke selv være taget på en sådan rejse.

»Man leger med sin egen skæbne med risikoen for at sidde mange måneder og mange år i fængsel.«

Niels Krogsgård og Henrik Fallesen mødte Jens Nauntofte under opholdet i Iran. DR-journalisten var dernede på turistvisum sammen med en gruppe fra Center for Mellemøststudier på SDU for bl.a. at researche til en kronik i Politiken.

Senere fredag var Politikens journalist, Vibeke Sperling, der har rejst og rapporteret fra Iran, i TV 2 News. Hun fortalte, at det ikke er farligt at opholde sig i Iran, men at man skal holde sig fra demonstrationer.

»Det er primært deres egne folk, som er i farezonen. I de tilfælde, hvor myndighederne har arresteret udenlandske journalister, sker der næsten altid det samme. Det pågældende lands ambassade går ind i sagen, og så bliver de pågældende løsladt.«

To journalistiske eksperter med to vidt forskellige syn på situationen i Iran.

I løbet af weekenden var der ikke så meget andet at gøre end at vente på nyt fra Teheran. Og mens vi ventede, gik jagten ind på en syndebuk. Det blev Center for Journalistik på Syddansk Universitet i almindelighed og undertegnede i særdeleshed - det sidste vender jeg tilbage til.

Vi på Center for Journalistik blev kaldt »uansvarlige«, fordi vi havde ladet to studerende rejse til Iran. Og da vi ikke mente, at vi var det, blev vi beskyldt for at »fralægge os ansvaret«.

Vi mente nu ellers, at vi havde klædt de to studerende på ved at gøre ekstra meget ud af at tale om sikkerhed og etik. I øvrigt var der tale om to voksne og selvstændige mænd i henholdsvis 20’rne og begyndelsen af 30’rne.

Jeg var i tæt kontakt med Udenrigsministeriet, hvis arbejde bestemt ikke var gjort lettere af de mange skriverier om »journalisten Krogsgård«, der var i Iran for »at undersøge forhold, der var strengt forbudt«, og som vil »gå langt for den gode historie«.

‘Mundkurven’ Lørdag formiddag sendte jeg derfor en meddelelse ud til de studerende på Syddansk Universitet.

»Kære alle.

Som I sikkert allerede har hørt, så er en af jeres studiekammerater, Niels Krogsgård, tilbageholdt i Iran. Udenrigsministeriet har fået bekræftet, at han er anholdt, men ikke hvor. Indtil videre er det meget vigtigt, at I ikke udtaler jeg yderligere til medierne, men henviser til mig. De mange udtalelser og rygter har indtil videre gjort mere skade end gavn. Jeg håber, I forstår. Lige nu er det vigtigste at få Niels ud af Iran. Vi gør alt, hvad vi kan.

Bedste hilsner, Anne Lea, studieleder«.

Der gik ikke mange øjeblikke, før historien om, at jeg havde givet de studerende »mundkurv« på, begyndte at cirkulere. Som jeg senere forklarede de studerende, kunne de mange skriverier ikke alene skade Niels Krogsgård, men også de kilder, han havde talt med, og dem var jeg i virkeligheden mere bekymret for.

En iransk domstol dømte for nylig en iransk studerende otte års fængsel for at have deltaget i en demonstration.

Selvfølgelig giver en oplevelse som denne anledning til selvransagelse, og den må vi selvfølgelig tage på Syddansk Universitet, men den største udfordring lige nu bliver at få lært kommende generationer af journalister at holde hovedet koldt og huske de journalistiske værdier i stedet for at løbe med en halv vind eller i værste fald en løgn, næste gang bølgerne går højt.

Hvad angår manden i brændpunktet - Niels Krogsgård - tog han af sted for at lave et vigtigt journalistisk bachelorprojekt, som han selv brændte for. Han tog af sted med fuld støtte og med den størst mulige sikkerhed, vi kunne skaffe på forhånd.

Jeg har selv rejst i områder som Irak og Vestbredden på tidspunkter, hvor det brændte på. Naturligvis er der altid en risiko, det er der uanset forberedelserne. Jeg synes i sidste ende, det er vigtigt at vide, at Niels Krogsgård ikke var uvidende om det, han gjorde - tværtimod - og at han prøvede at gøre noget, der var vigtigt for ham, og som for os var inden for rammerne af et forsvarligt projekt.

Bagefter kan der godt efterrationaliseres, selvfølgelig, ikke mindst af de medier, der i de vanskelige dage gjorde det endnu farligere for ham og hans medrejsende - og det er netop den anden journalistisk historie, jeg synes er interessant. De selvsamme medier, der beskyldte ham for at være uansvarlig, handlede selv fuldstændigt uansvarligt. Og med langt mindre omtanke.

Min mor er død

af ANNE LEA LANDSTED

Døden behøver ikke at være skræmmende.
Den kan også være smuk. Det var den i min mors tilfælde. Hun døde af kræft, men døde lykkeligt, fordi hun kunne se tilbage på et langt og spændende liv, og fordi hun fik lov til at dø på et sted, hvor døden er smuk og har englevinger.

Min mor døde 27. februar i år på Anker Fjord Hospice i Hvide Sande. Det var en god dag at dø. Solen skinnede fra en skyfri himmel. Fra lejligheden var der udsigt over Ringkøbing Fjord, og når man åbnede døren ud til terrassen, kunne man høre Vesterhavets brusen.

Vi sang ’Det er i dag et vejr’ for hende, mens vi sendte kærlige tanker til personale og pårørende på det hospice, som havde været med til at gøre de sidste uger af min mors liv så fantastiske – for selvom alt håb er ude for patienterne her, så herskede der en særlig ånd, som gjorde døden let og udholdelig for alle os, der skulle til at miste.

Min mor var ikke mange sure sild værd, da ambulancen midt i januar kørte op foran indgangen til det nybyggede hospice i Hvide Sande. Vi troede kun, hun havde få timer tilbage at leve i, men langsomt begyndte hun at vende tilbage til livet – ikke for at leve, men for at få en værdig afslutning på sit 80 år lange liv, der nu var ved at rinde ud på grund af en kræftsygdom.

Hun fik masser af kærlig pleje, så næste gang, jeg besøgte hende, sad hun i sengen og strålede, en smule dopet af den morfin, hun fik for at holde smerterne væk. Men glad. »Jeg er det lykkeligste menneske i verden«, sagde hun. »Tænk at få lov til at ende sine dage sådan et sted som her«.

Hun smilede og vendte hovedet mod fjorden. Det var hvidt derude efter en nat med hård frost.

Alle lejlighederne på Anker Fjord Hospice er på 60 m{+2} og har eget badeværelse og gæsteværelse til pårørende som mig. Det var en af ægteparret Bente og Ib Malgaard Lauridsens kongstanker, da de i 2004 tog initiativ til at opføre et hospice i Hvide Sande og samtidig donerede 20 mio. kr. til projektet. Pengene skulle bruges til at yde patienter og pårørende særlig omsorg de sidste dage og uger af deres liv sammen.

»Jeg skal i spabad i dag«, erklærede min mor en morgen. To sygeplejersker kørte sengen over på den anden side af gangen og ind i spabadet, hvor der var tændt stearinlys og lød afslappende musik.

Min mor, som var helt gul og efterhånden kun vejede 40 kg, var for svag til at komme ud af sengen, men sygeplejerskerne spændte et net ud under hende, hejsede hende op og lod hende svæve som en lille gul engel hen over badet, hvor hun langsomt blev sænket ned i det varme vand.

Hun så på mig med strålende øjne, mens boblerne bølgede hen over hendes tynde krop. Bagefter blev hun smurt i olie. Vi masserede hendes fødder – lidt for længe, syntes hun – »så kan I vist godt begynde at bevæge jer lidt længere op«.

Sygeplejersken grinede. Hun er et livstykke, din mor.

Det vil jeg nu ikke sige, men hun var speciel. Som gammel sygeplejerske vidste hun præcis, hvornår hun skulle have sin morfin, og hvad hun ville have at spise. Det var ikke meget, men det var sundt og økologisk.

Hovedet fejlede ingenting. Hun havde styr på dagene, på sygeplejerskerne og deres ferier og fridage. Der var to tilknyttet min mor – det var Elly og Liselotte, men hun fik lige så ofte besøg af de andre sygeplejersker.

Vi var som en stor familie. Hver morgen kl. 10.00 blev der serveret hjemmebagte boller med ost og marmelade og friskbrygget kaffe og juice – alt sammen økologisk, så mødtes pårørende og personale og de patienter, der var oppegående, til morgenkaffe i fællesrummet.

Det var her, jeg mødte Vagn og Inger. Et midaldrende ægtepar fra Herning-egnen. De havde kendt hinanden i 41 år, men for nogle år siden havde Inger fået konstateret kræft, og siden var det gået op og ned, men på det sidste mest ned.

Det var anden gang, de var på Anker Fjord Hospice til aflastning. Vagn havde taget plejeorlov fra sit arbejde på fabrikken, men indimellem var det svært, især når Ingers smerter blev for voldsomme, og de måtte vente i flere timer på en vagtlæge.

Sidst havde Inger taget seks kilo på, og de havde haft »nogle dejlige måneder sammen hjemme bagefter«, som Vagn udtrykte det, indtil det igen blev for svært at stå med ansvaret alene. Og her på hospice var hjælpen lige ved hånden.

Vagn gik til hånde som frivillig vicevært. Han var altid i strålende humør, hvilket smittede af på alle os andre. Han håbede, at han og Inger kunne tage hjem igen om et par uger, men sådan gik det desværre ikke.

Min mors nabo på hospice var en lidt kantet, ældre herre, som var vant til at få måltiderne serveret til en fast tid. En morgen sad han og hamrede i bordet med hænderne. Klokken var lidt over 10. »Hvor bliver min morgenkaffe af«, vrissede han, mens han stirrede lige ud over Ringkøbing Fjord. »Jeg vil have min morgenkaffe nu«.

Om eftermiddagen så han Beverly Hills for fuld styrke, indtil han en dag kom farende ud på gangen. »Kan nogen hjælpe mig«, råbte han. Vi troede, han havde fået et ildebefindende, men nej. Det var den danske oversættelse til Beverly Hills, som var gledet ud af skærmbilledet.

Vi døbte ham lærer Andersen.

Næste gang, jeg kom til Hvide Sande, var lærer Andersen sendt hjem efter et kort ophold på aflastning, og Anne Marie flyttet ind. Hun var lille og spinkel og bitter efter en tur i det offentlige sygehusvæsens mølle med dertil hørende fejlbehandlinger, fejldiagnosticeringer og fejlinformation.

Nu kunne hun ikke klare mere kemo, havde lægerne sagt, men Anne Marie havde ikke tænkt sig at dø. »Jeg tror, Gud har reserveret et mirakel til mig«, sagde hun, mens hun hev efter vejret. Hun var 60, men så – trods sygdommen – væsentligt yngre ud, eller også var det bare hendes sind, der snød.

Efter en del år som chef for kommunale sagsbehandlere havde hun pludselig sagt op og taget stort kørekort. Trods sin lidenhed havde hun bl.a. bakset store turistbusser sydpå med skigæster og, modsat mange af sine mandlige kolleger, kunnet tøjle de mange fulderikker.

En mand var så fuld, at Anne Marie måtte bede ham om at stå af bussen. Han var stor og bred, men hun bevarede fatningen.

»Derovre ligger banegården, og om tyve minutter går der et tog. Det skal du med«, sagde hun. Manden adlød.

Således var Anne Marie fuld af historier. Jeg kan stadig høre hendes hæse latter, men næste gang, jeg kom, var humøret væk. Hun havde fået det dårligere og kunne mærke, at det var tid til at tale med døtrene. Hun havde to, men hun vidste ikke rigtigt, hvordan hun skulle få dem overtalt. »De har jo deres eget liv«.

Hun følte sig ensom og savnede sit gamle liv og sin familie. Sygeplejerskerne sad ved hende, mens jeg skar hendes frokost ud. Vi spiste i stilhed, indtil jeg så glimtet i hendes øjne. »Ved du, hvorfor buschaufførernes sidespejle altid er indstillet forkert? Det er, fordi chaufførerne bruger dem til at spejle sig i. De er sgu mere forfængelige end os«.

Dagen efter købte jeg friske tulipaner til min mor og til Anne Marie. Da jeg kom op på hendes værelse, var døtrene hos hende. Fire dage senere døde hun, men hun nåede at få sagt farvel og at acceptere, at hun skulle dø, selvom det var svært.

Min mor var klar til at dø, men vi blev alligevel enige om, at hun lige skulle have sin 81-års fødselsdag med en uge senere. Hun ringede til veninderne og bestilte kaffe og boller og lagkage til dagen.

»Lea, skat«, sagde hun, »Når jeg er død, skal du sørge for, at Anker Fjord Hospice får en pæn donation, for sådan en oplevelse, som jeg har haft, skal andre også have. Det er paradisisk«.

Jeg sad ved sengen og noterede. Hun havde planlagt det meste, bl.a. talt med præsten om, hvordan bisættelsen skulle foregå i kirken. Ingen prædiken, kun sange, fadervor og en tekst fra Bibelen om kærlighed. Og så skulle skuespillere fra Odin Teatret synge og bære kisten.

Næstefter de fire børnebørn var Eugenio Barba og Odin Teatret de vigtigste i min mors liv. Det var hende, der i 1966 skaffede teatret til Holstebro, og siden havde der været tæt kontakt og dyb gensidig respekt. Skuespillerne var blevet en del af vores familie. Men de vidste ikke, at min mor var syg, så jeg foreslog, at jeg lige ringede til dem.

»Det er der ingen grund til. De har nok af andet at tænke på«, sagde hun, mens jeg stregede dem fra listen over folk, der skulle have besked om min mors sygdom.

Under frokosten talte jeg med Vagn og Inger. Hun så strålende ud i sin lilla bluse, og hun smilede, da jeg komplimenterede hende, men øjnene var lyst endnu mere op, da jeg spurgte til det ualmindeligt smukke og specielle armbånd på hendes håndled.

»Det har jeg fået af Vagn«.

Det var sidste gang, jeg så Inger smile. Næste gang, jeg kom, var familien samlet – og det stod klart, at Vagn ikke ville få hende med hjem. En aften delte jeg en flaske vin med Vagn og sønnen Anders. De fortalte historier om Inger, og hvordan hun havde lært Anders at lave mad, fordi det var vigtigt, at mænd også deltog i husholdningen.

Og Anders kunne godt lide det. Han er smed og får tidligere fri end sin kæreste, så han henter deres fælles søn og laver mad, så den er klar, når kæresten kom hjem fra arbejde ved 18.30-tiden.

Vagn var lidt bekymret for, hvordan han skulle klare madlavningen. Det havde altid været Ingers domæne. Hun styrede husholdningen med hård, men kærlig hånd.

Inger døde om lørdagen. Hun blev 56.

Min mor blev svagere, men for hende gik det den rigtige vej. »Jeg har haft et godt liv, og det er ingen skam at dø som 80-årig efter et langt og lykkeligt liv«. Det kunne jeg da kun give hende ret i, selvom det da var trist, især for børnebørnene, som forgudede deres kloge mormor.

Øjnene var halvt lukkede det meste af tiden, og talen blevet mere utydelig. Hun havde været for dårlig til at komme i bad i nogle dage, men på sin 81-års fødselsdag skulle hun alligevel være ren og pæn.

Hun kom i spabad, selv om hun efterhånden var så tynd, at hun næsten flød ovenpå. Jeg ordnede hendes negle på hænder og fødder og fjernede skæg fra overlæben og hagen. Hun fik vasket hår – det var smukt med flere nuancer af gråt. Den gule hud gjorde, at hun ikke så helt så syg ud, som hun i virkeligheden var.

Indimellem faldt hun i staver, og jeg tilbød at trække skydedøren til mellem soveværelse og stue, så hun kunne hvile sig, men hun ville have det hele med. »Det er min sidste dag. Jeg vil nyde det«.

Vennerne Bodil og Gunnar kom med hjemmebagte boller, kringle og lagkage. Veninden Musse havde frisklavet kaffe og mælk med, så her sad vi samlet, familie og venner, og fejrede min mors sidste fødselsdag. Hun smagte på lidt af det hele og fik to teskefulde te. Vi sagde farvel til hende en efter en og tog hjem.

Men det gik ikke helt som planlagt. »Er jeg her endnu«, udbrød min mor, da hun næste dag slog øjnene op. »Hvorfor skal det dog tage så lang tid at komme herfra?«. Kroppen var begyndt at sige fra, og hun kunne ikke længere løfte armene og benene, og det plagede hende. Der blev længere mellem vejrtrækningerne, men blodomløbet fungerede fint, og hjernen var klar, hvilket var en gåde for de fleste med al den morfin, hun fik, kombineret med en kræft, der havde lukket for galdevejene.

Jeg sov ved siden af hende om natten. Det blev nogle svære nætter med uro og tanker, der flagrede rundt i hovedet på hende, men heldigvis var sygeplejerskerne lige om hjørnet. Jeg holdt hende i hånden det meste af tiden.

En dag spurgte hun pludselig:

»Må jeg godt lukke mine øjne nu?«.

Jeg svarede: »Ja, mor«.

»Ved du godt, at jeg elsker dig?«.

Jeg nikkede, og hun lukkede øjnene og lod livet passere revy.

Og så var hun væk.

Det var sidste gang, hun var ved bevidsthed. Jeg var der ikke, da hun døde. Det var en torsdag nat, men vi havde fået en fin afsked – min mor og jeg.

Da jeg kom tilbage, lå hun i sengen med foldede hænder som en lille engel. I ro og mag pakkede jeg hendes ting. Bedemanden kom og lagde hende i kisten. Hun havde udtrykkeligt frabedt sig at komme i sit eget tøj. Hun skulle i ligskjorte, og det skulle være den billigste. »Det skal jo alligevel brændes«.

Min mor fik en smuk og udramatisk afsked med livet. Hun var aldrig alene, og når hun havde brug for beroligende og smertestillende medicin, var hjælpen lige ved hånden. Vi fik talt ud om det meste, også om det, der ikke havde været så godt i vores fælles liv, fordi vi var på et sted, hvor vi kunne være sammen døgnet rundt.

Men desværre er der en slange i Paradis. Politikerne i regionen har besluttet at spare på hospicerne, og at Anker Fjord Hospice med sine helt unikke forhold skal spare mest. Det kan komme til at betyde mindre personale, mindre tid til patienterne, og at der ikke længere vil være råd til at have pårørende boende.

Det vil også øge presset på de i forvejen hårdt pressede palliative afdelinger på hospitalerne med dertil hørende ventelister, stress og ulykkelige mennesker,

Kære politikere. I stedet for altid at stræbe efter den laveste fællesnævner, så lad Anker Fjord Hospice blive en rollemodel, så pårørende på hospicer andre steder i landet også kan få mulighed for at være sammen med deres kære og opleve, at døden ikke behøver at være barsk og brutal, men at den faktisk kan være smuk og let.

Vi svigtede Gaza
Palæstinenserne troede, at de gjorde det rigtige ved at afholde et valg, dengang de valgte Hamas. De fik ikke en chance.

Af ANNE LEA LANDSTED

For mindre end tre år siden var der små glimt af håb i Gaza.

Der var daglige demonstrationer mod Hamasstyret og radiokanaler med debatprogrammer og kritisk journalistik. Der var aviskommentarer, der ikke kun forholdt sig kritisk til virkeligheden uden for Gaza, men også opfordrede palæstinenserne til selv at gøre noget for at komme ud af håbløsheden.

Der var forretningsdrivende, som var begyndt at tro på fremtiden, og unge moderate palæstinensere, der talte om samarbejde med moderate israelere på den anden side af grænsen. 

Det var i sensommeren 2006. Jeg var taget til Gaza for at beskrive virkeligheden et år efter israelernes rømning af bosættelserne i Gazastriben. Overordnet var den grum. 

Palæstinenserne havde godt et halvt år forinden valgt Hamas ved det første demokratiske valg overvåget af internationale observatører. Ikke fordi de var specielt begejstrede for Hamas, men fordi de havde mistet tilliden til Fatah efter afsløringer af omfattende korruption i Arafats gamle parti.

Alligevel var der glimt af håb, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at virkeligheden i Gaza måske havde set en lille smule anderledes ud i dag, hvis verden dengang havde valgt at støtte de demokratiske kræfter blandt palæstinenserne i stedet for at vende ryggen til.

Nu er vi vidner til en menneskelig tragedie, der rækker langt ud over Israels ret til at forsvare sig mod Hamas’ lige så meningsløse raketangreb. 

Men verden straffede palæstinenserne. Hamas står på den internationale sorte liste over terrororganisationer, så USA, EU og Israel smækkede pengekassen i og lukkede for kapitaltilførslen til Gaza og Vestbredden.

»Vi trænger til fred, så vi kan komme videre med vores liv. Man bliver skør af det her. Intet arbejde, ingen penge, men masser af våben. Hvad er det for et samfund? Er det virkelig det, vi ønsker – at leve med usikkerheden hver eneste dag?«, spurgte Mohammad Jabr, en tidligere bilsælger, da vi mødtes på en kaffebar i Gaza By dengang i 2006.

Kort efter at jeg var kommet til Gaza, blev jeg inviteret med i radioshowet ’Nightdrive’ – et direkte program med aktuelle gæster i studiet og spørgsmål fra lytterne. Det blev sendt hver mandag omkring midnat, og værten var Yousef al-Helou – en ung ambitiøs journalist med en mastergrad i kommunikation fra universitetet i Manchester. 

Denne mandag var jeg ugens aktuelle gæst, og det allerførste spørgsmål, jeg fik stillet, var:

»Hvorfor hjælper EU os ikke? Vi holdt et demokratisk valg, og nu bliver vi straffet: Hvorfor?«.

Jeg svarede: »Fordi I valgte de forkerte, fordi I valgte Hamas«. Det lød forkert, men det var ikke desto mindre sandt.

Yousef al-Helou var overbevist om, at han var endt som martyr, hvis han ikke selv havde forladt Gaza seks år tidligere. 

»Jeg var meget religiøs. Jeg havde set mange af mine venner blive dræbt, og jeg ønskede hævn, men Allah fik mig ud af Gazastriben. Han reddede mit liv«. 

Han rejste til England, bosatte sig i Manchester og studerede kommunikation på universitetet.

»Hvis Israel gerne vil have fred, skulle de åbne grænserne og lade folk rejse ud i verden og opleve andet end konflikt og besættelse. Jeg har i dag et helt andet syn på mange ting, end før jeg rejste til England«, sagde han.

»Dengang var jeg kun optaget af at kæmpe og få hævn. Jeg havde aldrig oplevet andet end besættelse og konflikt. Nu har jeg oplevet, at det ikke behøver at være sådan. At der findes alternativer til et liv som fanatiker«.

Yousef al-Helou rejste tilbage til Gaza, kort efter at Israel havde rømmet bosættelserne i 2005. 

»Jeg kom tilbage med en mastergrad i kommunikation og havde forventet, at den ville skaffe mig et job med det samme, men det skete ikke. Tværtimod vendte jeg hjem til et land i økonomisk kaos, uden sikkerhed og med daglige israelske angreb – helt som ’i gamle dage’«.

»Men når det er sagt, så mener jeg også, at vi er nødt til at vende blikket indad og spørge os selv, hvad vi har gjort for Gaza. Intet. Det flyder med affald, der er ikke sat projekter i gang i de tidligere bosættelser, unge bærer våben i gaderne, og sikkerheden er lig nul«.

Yousef al-Helou overvejede flere gange at rejse tilbage til Manchester.

»Men jeg har investeret alle mine penge i Gaza, i job, lejlighed og bryllup, så nu har jeg besluttet at blive og give det en chance, selv om det er svært«.

Nu håbede han, at han med sit radioshow kunne være med til at ændre folks mentalitet og vise, at man ikke behøver at være fanatiker, bare fordi man er religiøs. 

Radioshowet ’Nightdrive’ lukkede, da Hamasfundamentalister i 2007 overtog den fulde kontrol over Gaza. Yousef al-Helou bor stadig i Gaza By sammen med sin familie. Han har måttet flytte fra sit hus, fordi det lå for tæt på grænsen til Israel. 

Han har mistet troen på fremtiden og et liv med frihed og fred. Nu tager han en dag ad gangen, mens israelske bomber regner ned over Gaza og dræber stadig flere civile.

For nylig angreb israelsk militær en FN-skole i flygtningelejren Jabaliya i den nordlige del af Gaza, hvor flere hundrede palæstinensere havde søgt ly i den tro, at de var i sikkerhed. Mindst 40 blev dræbt.

Jeg besøgte den selvsamme skole i sensommeren 2006. Den var lige blevet malet i de karakteristiske blå og hvide FN-farver. Det var brødrene Abdullah, Adel og Faraq Jamali og deres lille firma, der havde stået for malerarbejdet.

Nu ventede de på, at FN skulle godkende resultatet. Selv var de ganske godt tilfredse. De havde haft to måneder til at male 36 klasseværelser, også møblerne havde fået en tur med malerkosten.

De fortalte, at skolen var meget populær, fordi det var »en rigtig skole« og ikke en religiøs skole, kontrolleret af Hamas. Skolen var symbol på fred. Børnene glædede sig til at komme der, fordi det var et fristed i en ellers grå hverdag. Her var alle lige, og her var man i sikkerhed.

I dag er skolen ødelagt af israelske bomber. 

Abdullah Jamali og hans brødres firma var ikke et af den slags med eget kontor og CVR-nummer. De gik fra dør til dør og tilbød deres arbejdskraft, når de manglede job, og indtil videre var det gået meget godt, så godt, at brødrene havde været nødt til at hyre flere malere.

»Jeg har tre krav, når jeg ansætter folk. De skal være professionelle, de skal have en god moral, og de skal have brug for et job«, fortalte Abdullah. Dengang havde de 12 deltidsansatte og ordrer til et par måneder endnu, men så ville det også være slut, medmindre der igen blev lukket op for pengekassen til Gaza og Vestbredden.

Brødrenes drøm var en dag at åbne en malerbutik i Gaza og arbejde både i Gaza og Israel. I dag er den drøm væk. 

I Gaza boede jeg hos Amani Filfil på hendes hotel, Ocean Suites, som fyldte hele øverste etage i en af Gaza Bys højeste bygninger. Hotellet levede til fulde op til sit navn. Fra værelserne var der en fantastisk udsigt over byen og Middelhavet.

Jeg var den eneste gæst, men Amani Filfil havde ikke helt opgivet drømmen om igen at få gang i forretningen.

»Jeg ved ikke, hvad det er, der holder mig oppe. Måske er det, fordi der inde i mig altid har været et lille håb om, at det engang vil blive bedre. Ja, jeg tror, det er det. Faktisk tror, jeg, at det er det, der holder os alle sammen oppe her i Gaza. Det lille håb«.

Ocean Suites åbnede i foråret 2005. I begyndelsen gik det trægt, men da israelerne rømmede bosættelserne, begyndte der for alvor at komme gang i forretningen, og i foråret 2006 var der første gang siden åbningen udsolgt.

Der var håb og optimisme. Amani Filfil investerede i internetforbindelse og en generator, der kunne tage over, når strømmen svigtede, og det gjorde den ofte og i adskillige timer ad gangen.

Gæsterne var mest internationale nødhjælpsarbejdere og journalister, men da to journalister fra det amerikanske tv-selskab Fox blev kidnappet, pakkede de resterende journalister deres grej og forlod Gaza.

Amani Filfil var overbevist om, at den manglende sikkerhed skyldtes palæstinensernes frustrationer over den tårnhøje arbejdsløshed og manglende lønudbetalingerne på grund af den økonomiske blokade fra USA, EU og Israel.

Fra terrassen på Ocean Suites kunne man følge de næsten daglige demonstrationer på pladsen foran Nationalforsamlingen. De fleste var rettet mod Hamasregeringen. Renovationsarbejdere demonstrerede i protest mod de manglende lønudbetalinger. Andre demonstrationer viftede med tomme tallerkner og brød for at vise nøden i familierne.

I begyndelsen forløb demonstrationerne nogenlunde fredeligt, men efterhånden tog de til i styrke. Demonstranter angreb Nationalforsamlingen med sten og jernstænger, og Hamas svarede igen med skudsalver.

Samtidig voksede spændingerne internt i Hamas mellem den politiske fløj, som havde vundet valget, og fundamentalisterne. I juni 2007 tog Hamasfundamentalister den fulde kontrol over Gazastriben og bankede udviklingen tilbage til stenalderen. Hermed var det sidste håb om fred og frihed for palæstinenserne i Gaza væk.

I dag er der kun få moderate kræfter tilbage. De heldigste nåede at komme ud af Gaza, andre blev mishandlet, torteret og dræbt af Hamas. 

De progressive radiostationer blev lukket eller bombet, som Folkets Radio, der sendte oplysningsprogrammer, hvor lytterne blandt andet kunne ringe ind og få gode råd om sundhed, og som bragte kritisk, undersøgende journalistik om lokale forhold.

Ocean Suites lukkede, og Amani Filfil levede mere eller mindre i skjul, indtil det lykkedes hende – som den sidste i familien – at komme ud af Gaza i sommeren 2008 og efterlade livsdrømmen i Gaza.

»Jeg er ked af, at du ikke har hørt fra mig længe. Jeg har været under stort pres og ked af det, fordi jeg ikke kunne være sammen med min familie. Men nu er vi samlet i Syrien. Livet i Gaza er, som du har hørt, ikke let«, skrev hun til mig i september sidste år.

Jeg kunne have nævnt mange flere af de gode kræfter, der dengang ville noget andet med Gaza end krig og konflikt. Jeg kunne for eksempel have nævnt Mohammed al Farra og de andre unge rappere i Palestinian Rapperz, der også var fulde af optimisme, og som var midt i optagelserne af en dokumentarfilm om hiphop i Palæstina. 

I dag eksisterer gruppen kun på film.

Jeg kunne også have nævnt Rawan el-Katary, en ung modig kvinde, som var en af femten frivillige på Folkets Radio, og som havde specialiseret sig i undersøgende journalistik.

»Der er to magter i Palæstina. Islamisterne og det palæstinensiske selvstyre. Vi er den tredje magt. Vi forholder os kritisk til virkeligheden, selv om det indimellem betyder ballade«, fortalte hun dengang – fuld af optimisme og håb.

Mange af de palæstinensere, der stemte på Hamas i protest mod korrupte Fatah, havde fortrudt deres valg, og i sensommeren 2006 var tilslutningen til Hamas faldet så betydeligt, at et valg formentlig ville have sendt dem ud i kulden.

Men Gaza endte i stedet i hænderne på fundamentalistiske mørkemænd, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det er vores skyld i Europa og USA, fordi vi svigtede palæstinenserne ved dumstædigt at holde pengekassen lukket på et tidspunkt, hvor de havde allermest brug for hjælp, og hvor der faktisk var håb om, at udviklingen kunne være vendt.

Det er altid nemt at være bagklog, men palæstinenserne i Gaza fik ikke en chance. Nu betaler de prisen i form af et fundamentalistisk styre, der næsten har sat udviklingen i stå, og en krig, der koster stadig flere civile menneskeliv. Det er næsten ikke til at bære.

Forhåbentlig vil de ansvarlige for de meningsløse drab på uskyldige civile blive stillet til ansvar for deres gerninger, når krigen er slut, men hvad så bagefter? Er der mere håb tilbage for palæstinenserne?

Nogle gange kan det vise sig forkert at gøre det rigtige. Palæstinenserne troede, at de gjorde det rigtige ved at holde et demokratisk valg efter vestligt forbillede. Det viste sig at være forkert.