Min mor er død
af ANNE LEA LANDSTED
Døden behøver ikke at være skræmmende.
Den kan også være smuk. Det var den i min mors tilfælde. Hun døde af kræft, men døde lykkeligt, fordi hun kunne se tilbage på et langt og spændende liv, og fordi hun fik lov til at dø på et sted, hvor døden er smuk og har englevinger.
Min mor døde 27. februar i år på Anker Fjord Hospice i Hvide Sande. Det var en god dag at dø. Solen skinnede fra en skyfri himmel. Fra lejligheden var der udsigt over Ringkøbing Fjord, og når man åbnede døren ud til terrassen, kunne man høre Vesterhavets brusen.
Vi sang ’Det er i dag et vejr’ for hende, mens vi sendte kærlige tanker til personale og pårørende på det hospice, som havde været med til at gøre de sidste uger af min mors liv så fantastiske – for selvom alt håb er ude for patienterne her, så herskede der en særlig ånd, som gjorde døden let og udholdelig for alle os, der skulle til at miste.
Min mor var ikke mange sure sild værd, da ambulancen midt i januar kørte op foran indgangen til det nybyggede hospice i Hvide Sande. Vi troede kun, hun havde få timer tilbage at leve i, men langsomt begyndte hun at vende tilbage til livet – ikke for at leve, men for at få en værdig afslutning på sit 80 år lange liv, der nu var ved at rinde ud på grund af en kræftsygdom.
Hun fik masser af kærlig pleje, så næste gang, jeg besøgte hende, sad hun i sengen og strålede, en smule dopet af den morfin, hun fik for at holde smerterne væk. Men glad. »Jeg er det lykkeligste menneske i verden«, sagde hun. »Tænk at få lov til at ende sine dage sådan et sted som her«.
Hun smilede og vendte hovedet mod fjorden. Det var hvidt derude efter en nat med hård frost.
Alle lejlighederne på Anker Fjord Hospice er på 60 m{+2} og har eget badeværelse og gæsteværelse til pårørende som mig. Det var en af ægteparret Bente og Ib Malgaard Lauridsens kongstanker, da de i 2004 tog initiativ til at opføre et hospice i Hvide Sande og samtidig donerede 20 mio. kr. til projektet. Pengene skulle bruges til at yde patienter og pårørende særlig omsorg de sidste dage og uger af deres liv sammen.
»Jeg skal i spabad i dag«, erklærede min mor en morgen. To sygeplejersker kørte sengen over på den anden side af gangen og ind i spabadet, hvor der var tændt stearinlys og lød afslappende musik.
Min mor, som var helt gul og efterhånden kun vejede 40 kg, var for svag til at komme ud af sengen, men sygeplejerskerne spændte et net ud under hende, hejsede hende op og lod hende svæve som en lille gul engel hen over badet, hvor hun langsomt blev sænket ned i det varme vand.
Hun så på mig med strålende øjne, mens boblerne bølgede hen over hendes tynde krop. Bagefter blev hun smurt i olie. Vi masserede hendes fødder – lidt for længe, syntes hun – »så kan I vist godt begynde at bevæge jer lidt længere op«.
Sygeplejersken grinede. Hun er et livstykke, din mor.
Det vil jeg nu ikke sige, men hun var speciel. Som gammel sygeplejerske vidste hun præcis, hvornår hun skulle have sin morfin, og hvad hun ville have at spise. Det var ikke meget, men det var sundt og økologisk.
Hovedet fejlede ingenting. Hun havde styr på dagene, på sygeplejerskerne og deres ferier og fridage. Der var to tilknyttet min mor – det var Elly og Liselotte, men hun fik lige så ofte besøg af de andre sygeplejersker.
Vi var som en stor familie. Hver morgen kl. 10.00 blev der serveret hjemmebagte boller med ost og marmelade og friskbrygget kaffe og juice – alt sammen økologisk, så mødtes pårørende og personale og de patienter, der var oppegående, til morgenkaffe i fællesrummet.
Det var her, jeg mødte Vagn og Inger. Et midaldrende ægtepar fra Herning-egnen. De havde kendt hinanden i 41 år, men for nogle år siden havde Inger fået konstateret kræft, og siden var det gået op og ned, men på det sidste mest ned.
Det var anden gang, de var på Anker Fjord Hospice til aflastning. Vagn havde taget plejeorlov fra sit arbejde på fabrikken, men indimellem var det svært, især når Ingers smerter blev for voldsomme, og de måtte vente i flere timer på en vagtlæge.
Sidst havde Inger taget seks kilo på, og de havde haft »nogle dejlige måneder sammen hjemme bagefter«, som Vagn udtrykte det, indtil det igen blev for svært at stå med ansvaret alene. Og her på hospice var hjælpen lige ved hånden.
Vagn gik til hånde som frivillig vicevært. Han var altid i strålende humør, hvilket smittede af på alle os andre. Han håbede, at han og Inger kunne tage hjem igen om et par uger, men sådan gik det desværre ikke.
Min mors nabo på hospice var en lidt kantet, ældre herre, som var vant til at få måltiderne serveret til en fast tid. En morgen sad han og hamrede i bordet med hænderne. Klokken var lidt over 10. »Hvor bliver min morgenkaffe af«, vrissede han, mens han stirrede lige ud over Ringkøbing Fjord. »Jeg vil have min morgenkaffe nu«.
Om eftermiddagen så han Beverly Hills for fuld styrke, indtil han en dag kom farende ud på gangen. »Kan nogen hjælpe mig«, råbte han. Vi troede, han havde fået et ildebefindende, men nej. Det var den danske oversættelse til Beverly Hills, som var gledet ud af skærmbilledet.
Vi døbte ham lærer Andersen.
Næste gang, jeg kom til Hvide Sande, var lærer Andersen sendt hjem efter et kort ophold på aflastning, og Anne Marie flyttet ind. Hun var lille og spinkel og bitter efter en tur i det offentlige sygehusvæsens mølle med dertil hørende fejlbehandlinger, fejldiagnosticeringer og fejlinformation.
Nu kunne hun ikke klare mere kemo, havde lægerne sagt, men Anne Marie havde ikke tænkt sig at dø. »Jeg tror, Gud har reserveret et mirakel til mig«, sagde hun, mens hun hev efter vejret. Hun var 60, men så – trods sygdommen – væsentligt yngre ud, eller også var det bare hendes sind, der snød.
Efter en del år som chef for kommunale sagsbehandlere havde hun pludselig sagt op og taget stort kørekort. Trods sin lidenhed havde hun bl.a. bakset store turistbusser sydpå med skigæster og, modsat mange af sine mandlige kolleger, kunnet tøjle de mange fulderikker.
En mand var så fuld, at Anne Marie måtte bede ham om at stå af bussen. Han var stor og bred, men hun bevarede fatningen.
»Derovre ligger banegården, og om tyve minutter går der et tog. Det skal du med«, sagde hun. Manden adlød.
Således var Anne Marie fuld af historier. Jeg kan stadig høre hendes hæse latter, men næste gang, jeg kom, var humøret væk. Hun havde fået det dårligere og kunne mærke, at det var tid til at tale med døtrene. Hun havde to, men hun vidste ikke rigtigt, hvordan hun skulle få dem overtalt. »De har jo deres eget liv«.
Hun følte sig ensom og savnede sit gamle liv og sin familie. Sygeplejerskerne sad ved hende, mens jeg skar hendes frokost ud. Vi spiste i stilhed, indtil jeg så glimtet i hendes øjne. »Ved du, hvorfor buschaufførernes sidespejle altid er indstillet forkert? Det er, fordi chaufførerne bruger dem til at spejle sig i. De er sgu mere forfængelige end os«.
Dagen efter købte jeg friske tulipaner til min mor og til Anne Marie. Da jeg kom op på hendes værelse, var døtrene hos hende. Fire dage senere døde hun, men hun nåede at få sagt farvel og at acceptere, at hun skulle dø, selvom det var svært.
Min mor var klar til at dø, men vi blev alligevel enige om, at hun lige skulle have sin 81-års fødselsdag med en uge senere. Hun ringede til veninderne og bestilte kaffe og boller og lagkage til dagen.
»Lea, skat«, sagde hun, »Når jeg er død, skal du sørge for, at Anker Fjord Hospice får en pæn donation, for sådan en oplevelse, som jeg har haft, skal andre også have. Det er paradisisk«.
Jeg sad ved sengen og noterede. Hun havde planlagt det meste, bl.a. talt med præsten om, hvordan bisættelsen skulle foregå i kirken. Ingen prædiken, kun sange, fadervor og en tekst fra Bibelen om kærlighed. Og så skulle skuespillere fra Odin Teatret synge og bære kisten.
Næstefter de fire børnebørn var Eugenio Barba og Odin Teatret de vigtigste i min mors liv. Det var hende, der i 1966 skaffede teatret til Holstebro, og siden havde der været tæt kontakt og dyb gensidig respekt. Skuespillerne var blevet en del af vores familie. Men de vidste ikke, at min mor var syg, så jeg foreslog, at jeg lige ringede til dem.
»Det er der ingen grund til. De har nok af andet at tænke på«, sagde hun, mens jeg stregede dem fra listen over folk, der skulle have besked om min mors sygdom.
Under frokosten talte jeg med Vagn og Inger. Hun så strålende ud i sin lilla bluse, og hun smilede, da jeg komplimenterede hende, men øjnene var lyst endnu mere op, da jeg spurgte til det ualmindeligt smukke og specielle armbånd på hendes håndled.
»Det har jeg fået af Vagn«.
Det var sidste gang, jeg så Inger smile. Næste gang, jeg kom, var familien samlet – og det stod klart, at Vagn ikke ville få hende med hjem. En aften delte jeg en flaske vin med Vagn og sønnen Anders. De fortalte historier om Inger, og hvordan hun havde lært Anders at lave mad, fordi det var vigtigt, at mænd også deltog i husholdningen.
Og Anders kunne godt lide det. Han er smed og får tidligere fri end sin kæreste, så han henter deres fælles søn og laver mad, så den er klar, når kæresten kom hjem fra arbejde ved 18.30-tiden.
Vagn var lidt bekymret for, hvordan han skulle klare madlavningen. Det havde altid været Ingers domæne. Hun styrede husholdningen med hård, men kærlig hånd.
Inger døde om lørdagen. Hun blev 56.
Min mor blev svagere, men for hende gik det den rigtige vej. »Jeg har haft et godt liv, og det er ingen skam at dø som 80-årig efter et langt og lykkeligt liv«. Det kunne jeg da kun give hende ret i, selvom det da var trist, især for børnebørnene, som forgudede deres kloge mormor.
Øjnene var halvt lukkede det meste af tiden, og talen blevet mere utydelig. Hun havde været for dårlig til at komme i bad i nogle dage, men på sin 81-års fødselsdag skulle hun alligevel være ren og pæn.
Hun kom i spabad, selv om hun efterhånden var så tynd, at hun næsten flød ovenpå. Jeg ordnede hendes negle på hænder og fødder og fjernede skæg fra overlæben og hagen. Hun fik vasket hår – det var smukt med flere nuancer af gråt. Den gule hud gjorde, at hun ikke så helt så syg ud, som hun i virkeligheden var.
Indimellem faldt hun i staver, og jeg tilbød at trække skydedøren til mellem soveværelse og stue, så hun kunne hvile sig, men hun ville have det hele med. »Det er min sidste dag. Jeg vil nyde det«.
Vennerne Bodil og Gunnar kom med hjemmebagte boller, kringle og lagkage. Veninden Musse havde frisklavet kaffe og mælk med, så her sad vi samlet, familie og venner, og fejrede min mors sidste fødselsdag. Hun smagte på lidt af det hele og fik to teskefulde te. Vi sagde farvel til hende en efter en og tog hjem.
Men det gik ikke helt som planlagt. »Er jeg her endnu«, udbrød min mor, da hun næste dag slog øjnene op. »Hvorfor skal det dog tage så lang tid at komme herfra?«. Kroppen var begyndt at sige fra, og hun kunne ikke længere løfte armene og benene, og det plagede hende. Der blev længere mellem vejrtrækningerne, men blodomløbet fungerede fint, og hjernen var klar, hvilket var en gåde for de fleste med al den morfin, hun fik, kombineret med en kræft, der havde lukket for galdevejene.
Jeg sov ved siden af hende om natten. Det blev nogle svære nætter med uro og tanker, der flagrede rundt i hovedet på hende, men heldigvis var sygeplejerskerne lige om hjørnet. Jeg holdt hende i hånden det meste af tiden.
En dag spurgte hun pludselig:
»Må jeg godt lukke mine øjne nu?«.
Jeg svarede: »Ja, mor«.
»Ved du godt, at jeg elsker dig?«.
Jeg nikkede, og hun lukkede øjnene og lod livet passere revy.
Og så var hun væk.
Det var sidste gang, hun var ved bevidsthed. Jeg var der ikke, da hun døde. Det var en torsdag nat, men vi havde fået en fin afsked – min mor og jeg.
Da jeg kom tilbage, lå hun i sengen med foldede hænder som en lille engel. I ro og mag pakkede jeg hendes ting. Bedemanden kom og lagde hende i kisten. Hun havde udtrykkeligt frabedt sig at komme i sit eget tøj. Hun skulle i ligskjorte, og det skulle være den billigste. »Det skal jo alligevel brændes«.
Min mor fik en smuk og udramatisk afsked med livet. Hun var aldrig alene, og når hun havde brug for beroligende og smertestillende medicin, var hjælpen lige ved hånden. Vi fik talt ud om det meste, også om det, der ikke havde været så godt i vores fælles liv, fordi vi var på et sted, hvor vi kunne være sammen døgnet rundt.
Men desværre er der en slange i Paradis. Politikerne i regionen har besluttet at spare på hospicerne, og at Anker Fjord Hospice med sine helt unikke forhold skal spare mest. Det kan komme til at betyde mindre personale, mindre tid til patienterne, og at der ikke længere vil være råd til at have pårørende boende.
Det vil også øge presset på de i forvejen hårdt pressede palliative afdelinger på hospitalerne med dertil hørende ventelister, stress og ulykkelige mennesker,
Kære politikere. I stedet for altid at stræbe efter den laveste fællesnævner, så lad Anker Fjord Hospice blive en rollemodel, så pårørende på hospicer andre steder i landet også kan få mulighed for at være sammen med deres kære og opleve, at døden ikke behøver at være barsk og brutal, men at den faktisk kan være smuk og let.
af ANNE LEA LANDSTED
Døden behøver ikke at være skræmmende.
Den kan også være smuk. Det var den i min mors tilfælde. Hun døde af kræft, men døde lykkeligt, fordi hun kunne se tilbage på et langt og spændende liv, og fordi hun fik lov til at dø på et sted, hvor døden er smuk og har englevinger.
Min mor døde 27. februar i år på Anker Fjord Hospice i Hvide Sande. Det var en god dag at dø. Solen skinnede fra en skyfri himmel. Fra lejligheden var der udsigt over Ringkøbing Fjord, og når man åbnede døren ud til terrassen, kunne man høre Vesterhavets brusen.
Vi sang ’Det er i dag et vejr’ for hende, mens vi sendte kærlige tanker til personale og pårørende på det hospice, som havde været med til at gøre de sidste uger af min mors liv så fantastiske – for selvom alt håb er ude for patienterne her, så herskede der en særlig ånd, som gjorde døden let og udholdelig for alle os, der skulle til at miste.
Min mor var ikke mange sure sild værd, da ambulancen midt i januar kørte op foran indgangen til det nybyggede hospice i Hvide Sande. Vi troede kun, hun havde få timer tilbage at leve i, men langsomt begyndte hun at vende tilbage til livet – ikke for at leve, men for at få en værdig afslutning på sit 80 år lange liv, der nu var ved at rinde ud på grund af en kræftsygdom.
Hun fik masser af kærlig pleje, så næste gang, jeg besøgte hende, sad hun i sengen og strålede, en smule dopet af den morfin, hun fik for at holde smerterne væk. Men glad. »Jeg er det lykkeligste menneske i verden«, sagde hun. »Tænk at få lov til at ende sine dage sådan et sted som her«.
Hun smilede og vendte hovedet mod fjorden. Det var hvidt derude efter en nat med hård frost.
Alle lejlighederne på Anker Fjord Hospice er på 60 m{+2} og har eget badeværelse og gæsteværelse til pårørende som mig. Det var en af ægteparret Bente og Ib Malgaard Lauridsens kongstanker, da de i 2004 tog initiativ til at opføre et hospice i Hvide Sande og samtidig donerede 20 mio. kr. til projektet. Pengene skulle bruges til at yde patienter og pårørende særlig omsorg de sidste dage og uger af deres liv sammen.
»Jeg skal i spabad i dag«, erklærede min mor en morgen. To sygeplejersker kørte sengen over på den anden side af gangen og ind i spabadet, hvor der var tændt stearinlys og lød afslappende musik.
Min mor, som var helt gul og efterhånden kun vejede 40 kg, var for svag til at komme ud af sengen, men sygeplejerskerne spændte et net ud under hende, hejsede hende op og lod hende svæve som en lille gul engel hen over badet, hvor hun langsomt blev sænket ned i det varme vand.
Hun så på mig med strålende øjne, mens boblerne bølgede hen over hendes tynde krop. Bagefter blev hun smurt i olie. Vi masserede hendes fødder – lidt for længe, syntes hun – »så kan I vist godt begynde at bevæge jer lidt længere op«.
Sygeplejersken grinede. Hun er et livstykke, din mor.
Det vil jeg nu ikke sige, men hun var speciel. Som gammel sygeplejerske vidste hun præcis, hvornår hun skulle have sin morfin, og hvad hun ville have at spise. Det var ikke meget, men det var sundt og økologisk.
Hovedet fejlede ingenting. Hun havde styr på dagene, på sygeplejerskerne og deres ferier og fridage. Der var to tilknyttet min mor – det var Elly og Liselotte, men hun fik lige så ofte besøg af de andre sygeplejersker.
Vi var som en stor familie. Hver morgen kl. 10.00 blev der serveret hjemmebagte boller med ost og marmelade og friskbrygget kaffe og juice – alt sammen økologisk, så mødtes pårørende og personale og de patienter, der var oppegående, til morgenkaffe i fællesrummet.
Det var her, jeg mødte Vagn og Inger. Et midaldrende ægtepar fra Herning-egnen. De havde kendt hinanden i 41 år, men for nogle år siden havde Inger fået konstateret kræft, og siden var det gået op og ned, men på det sidste mest ned.
Det var anden gang, de var på Anker Fjord Hospice til aflastning. Vagn havde taget plejeorlov fra sit arbejde på fabrikken, men indimellem var det svært, især når Ingers smerter blev for voldsomme, og de måtte vente i flere timer på en vagtlæge.
Sidst havde Inger taget seks kilo på, og de havde haft »nogle dejlige måneder sammen hjemme bagefter«, som Vagn udtrykte det, indtil det igen blev for svært at stå med ansvaret alene. Og her på hospice var hjælpen lige ved hånden.
Vagn gik til hånde som frivillig vicevært. Han var altid i strålende humør, hvilket smittede af på alle os andre. Han håbede, at han og Inger kunne tage hjem igen om et par uger, men sådan gik det desværre ikke.
Min mors nabo på hospice var en lidt kantet, ældre herre, som var vant til at få måltiderne serveret til en fast tid. En morgen sad han og hamrede i bordet med hænderne. Klokken var lidt over 10. »Hvor bliver min morgenkaffe af«, vrissede han, mens han stirrede lige ud over Ringkøbing Fjord. »Jeg vil have min morgenkaffe nu«.
Om eftermiddagen så han Beverly Hills for fuld styrke, indtil han en dag kom farende ud på gangen. »Kan nogen hjælpe mig«, råbte han. Vi troede, han havde fået et ildebefindende, men nej. Det var den danske oversættelse til Beverly Hills, som var gledet ud af skærmbilledet.
Vi døbte ham lærer Andersen.
Næste gang, jeg kom til Hvide Sande, var lærer Andersen sendt hjem efter et kort ophold på aflastning, og Anne Marie flyttet ind. Hun var lille og spinkel og bitter efter en tur i det offentlige sygehusvæsens mølle med dertil hørende fejlbehandlinger, fejldiagnosticeringer og fejlinformation.
Nu kunne hun ikke klare mere kemo, havde lægerne sagt, men Anne Marie havde ikke tænkt sig at dø. »Jeg tror, Gud har reserveret et mirakel til mig«, sagde hun, mens hun hev efter vejret. Hun var 60, men så – trods sygdommen – væsentligt yngre ud, eller også var det bare hendes sind, der snød.
Efter en del år som chef for kommunale sagsbehandlere havde hun pludselig sagt op og taget stort kørekort. Trods sin lidenhed havde hun bl.a. bakset store turistbusser sydpå med skigæster og, modsat mange af sine mandlige kolleger, kunnet tøjle de mange fulderikker.
En mand var så fuld, at Anne Marie måtte bede ham om at stå af bussen. Han var stor og bred, men hun bevarede fatningen.
»Derovre ligger banegården, og om tyve minutter går der et tog. Det skal du med«, sagde hun. Manden adlød.
Således var Anne Marie fuld af historier. Jeg kan stadig høre hendes hæse latter, men næste gang, jeg kom, var humøret væk. Hun havde fået det dårligere og kunne mærke, at det var tid til at tale med døtrene. Hun havde to, men hun vidste ikke rigtigt, hvordan hun skulle få dem overtalt. »De har jo deres eget liv«.
Hun følte sig ensom og savnede sit gamle liv og sin familie. Sygeplejerskerne sad ved hende, mens jeg skar hendes frokost ud. Vi spiste i stilhed, indtil jeg så glimtet i hendes øjne. »Ved du, hvorfor buschaufførernes sidespejle altid er indstillet forkert? Det er, fordi chaufførerne bruger dem til at spejle sig i. De er sgu mere forfængelige end os«.
Dagen efter købte jeg friske tulipaner til min mor og til Anne Marie. Da jeg kom op på hendes værelse, var døtrene hos hende. Fire dage senere døde hun, men hun nåede at få sagt farvel og at acceptere, at hun skulle dø, selvom det var svært.
Min mor var klar til at dø, men vi blev alligevel enige om, at hun lige skulle have sin 81-års fødselsdag med en uge senere. Hun ringede til veninderne og bestilte kaffe og boller og lagkage til dagen.
»Lea, skat«, sagde hun, »Når jeg er død, skal du sørge for, at Anker Fjord Hospice får en pæn donation, for sådan en oplevelse, som jeg har haft, skal andre også have. Det er paradisisk«.
Jeg sad ved sengen og noterede. Hun havde planlagt det meste, bl.a. talt med præsten om, hvordan bisættelsen skulle foregå i kirken. Ingen prædiken, kun sange, fadervor og en tekst fra Bibelen om kærlighed. Og så skulle skuespillere fra Odin Teatret synge og bære kisten.
Næstefter de fire børnebørn var Eugenio Barba og Odin Teatret de vigtigste i min mors liv. Det var hende, der i 1966 skaffede teatret til Holstebro, og siden havde der været tæt kontakt og dyb gensidig respekt. Skuespillerne var blevet en del af vores familie. Men de vidste ikke, at min mor var syg, så jeg foreslog, at jeg lige ringede til dem.
»Det er der ingen grund til. De har nok af andet at tænke på«, sagde hun, mens jeg stregede dem fra listen over folk, der skulle have besked om min mors sygdom.
Under frokosten talte jeg med Vagn og Inger. Hun så strålende ud i sin lilla bluse, og hun smilede, da jeg komplimenterede hende, men øjnene var lyst endnu mere op, da jeg spurgte til det ualmindeligt smukke og specielle armbånd på hendes håndled.
»Det har jeg fået af Vagn«.
Det var sidste gang, jeg så Inger smile. Næste gang, jeg kom, var familien samlet – og det stod klart, at Vagn ikke ville få hende med hjem. En aften delte jeg en flaske vin med Vagn og sønnen Anders. De fortalte historier om Inger, og hvordan hun havde lært Anders at lave mad, fordi det var vigtigt, at mænd også deltog i husholdningen.
Og Anders kunne godt lide det. Han er smed og får tidligere fri end sin kæreste, så han henter deres fælles søn og laver mad, så den er klar, når kæresten kom hjem fra arbejde ved 18.30-tiden.
Vagn var lidt bekymret for, hvordan han skulle klare madlavningen. Det havde altid været Ingers domæne. Hun styrede husholdningen med hård, men kærlig hånd.
Inger døde om lørdagen. Hun blev 56.
Min mor blev svagere, men for hende gik det den rigtige vej. »Jeg har haft et godt liv, og det er ingen skam at dø som 80-årig efter et langt og lykkeligt liv«. Det kunne jeg da kun give hende ret i, selvom det da var trist, især for børnebørnene, som forgudede deres kloge mormor.
Øjnene var halvt lukkede det meste af tiden, og talen blevet mere utydelig. Hun havde været for dårlig til at komme i bad i nogle dage, men på sin 81-års fødselsdag skulle hun alligevel være ren og pæn.
Hun kom i spabad, selv om hun efterhånden var så tynd, at hun næsten flød ovenpå. Jeg ordnede hendes negle på hænder og fødder og fjernede skæg fra overlæben og hagen. Hun fik vasket hår – det var smukt med flere nuancer af gråt. Den gule hud gjorde, at hun ikke så helt så syg ud, som hun i virkeligheden var.
Indimellem faldt hun i staver, og jeg tilbød at trække skydedøren til mellem soveværelse og stue, så hun kunne hvile sig, men hun ville have det hele med. »Det er min sidste dag. Jeg vil nyde det«.
Vennerne Bodil og Gunnar kom med hjemmebagte boller, kringle og lagkage. Veninden Musse havde frisklavet kaffe og mælk med, så her sad vi samlet, familie og venner, og fejrede min mors sidste fødselsdag. Hun smagte på lidt af det hele og fik to teskefulde te. Vi sagde farvel til hende en efter en og tog hjem.
Men det gik ikke helt som planlagt. »Er jeg her endnu«, udbrød min mor, da hun næste dag slog øjnene op. »Hvorfor skal det dog tage så lang tid at komme herfra?«. Kroppen var begyndt at sige fra, og hun kunne ikke længere løfte armene og benene, og det plagede hende. Der blev længere mellem vejrtrækningerne, men blodomløbet fungerede fint, og hjernen var klar, hvilket var en gåde for de fleste med al den morfin, hun fik, kombineret med en kræft, der havde lukket for galdevejene.
Jeg sov ved siden af hende om natten. Det blev nogle svære nætter med uro og tanker, der flagrede rundt i hovedet på hende, men heldigvis var sygeplejerskerne lige om hjørnet. Jeg holdt hende i hånden det meste af tiden.
En dag spurgte hun pludselig:
»Må jeg godt lukke mine øjne nu?«.
Jeg svarede: »Ja, mor«.
»Ved du godt, at jeg elsker dig?«.
Jeg nikkede, og hun lukkede øjnene og lod livet passere revy.
Og så var hun væk.
Det var sidste gang, hun var ved bevidsthed. Jeg var der ikke, da hun døde. Det var en torsdag nat, men vi havde fået en fin afsked – min mor og jeg.
Da jeg kom tilbage, lå hun i sengen med foldede hænder som en lille engel. I ro og mag pakkede jeg hendes ting. Bedemanden kom og lagde hende i kisten. Hun havde udtrykkeligt frabedt sig at komme i sit eget tøj. Hun skulle i ligskjorte, og det skulle være den billigste. »Det skal jo alligevel brændes«.
Min mor fik en smuk og udramatisk afsked med livet. Hun var aldrig alene, og når hun havde brug for beroligende og smertestillende medicin, var hjælpen lige ved hånden. Vi fik talt ud om det meste, også om det, der ikke havde været så godt i vores fælles liv, fordi vi var på et sted, hvor vi kunne være sammen døgnet rundt.
Men desværre er der en slange i Paradis. Politikerne i regionen har besluttet at spare på hospicerne, og at Anker Fjord Hospice med sine helt unikke forhold skal spare mest. Det kan komme til at betyde mindre personale, mindre tid til patienterne, og at der ikke længere vil være råd til at have pårørende boende.
Det vil også øge presset på de i forvejen hårdt pressede palliative afdelinger på hospitalerne med dertil hørende ventelister, stress og ulykkelige mennesker,
Kære politikere. I stedet for altid at stræbe efter den laveste fællesnævner, så lad Anker Fjord Hospice blive en rollemodel, så pårørende på hospicer andre steder i landet også kan få mulighed for at være sammen med deres kære og opleve, at døden ikke behøver at være barsk og brutal, men at den faktisk kan være smuk og let.
RSS Feed